top of page

Fællesskab med andre troende (II af II)

Opdateret: 21. okt. 2021

Eller: Hvordan jeg kom til huskirkeprojektet.


I ApG 2,48 fremgik det, hvordan de første troende lagde hele deres liv om for at kunne leve i tæt fællesskab med deres åndelige brødre og søstre. Så længe jorden består, er fælleskabet nemlig det åndelige hus, der kan bevare os. I et af Jesu ofte citerede vers gemmer sig også kaldet til forsamling:


For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.” (Matt 18,20)


Disciplene, der gik med Jesus på jorden, blev selv formet som disciple i tæt fællesskab. De talte sammen indbyrdes, når de var i tivl om noget, de rejste gennem stormvejr sammen, kvajede sig sammen, voksede hver især og lod sig vokse sammen, så at de i rette tid kunne varetage tjenesten som apostle. Paulus lavede ikke andet end at rejse rundt og pleje menigheder, og han havde altid medarbejdere med sig, når dette var muligt. I brevene hilser apostlene sædvanligvis til højre og venstre, for det var Guds vilje, at Ånden skulle indblæses i netop breve mellem mennesker, der tjente hinanden og byggede hinanden op. Ingen stod alene.

"Blot skal I føre et liv, som svarer til Kristi evangelium, så at jeg, hvad enten jeg kommer og besøger jer eller er fraværende, kan høre om jer, at I står fast i én ånd, og at I med én sjæl kæmper sammen for troen på evangeliet" (Fil 1,27)


Da jeg begyndte min trosvandring, havde mine øjne også læst alt dette i Bibelen, men jeg havde hverken forstået det fuldt ud eller var villig til at adlyde alt det, jeg havde forstået. Først da nogen rakte en hånd ud, inviterede mig ind i deres hjem og hjalp mig med at forstå skriften, voksede jeg til at kunne rumme den, og først da kunne jeg give slip på min internet-age-individualisme og fuldt ud følge Jesus. Herren havde tålmodigt ført mig dertil, for som der står skrevet:


“er vi utro, forbliver han dog tro, thi fornægte sig selv kan han ikke.” (2 Tim 2,13)

Siden da har jeg været del af huskirkeprojektet. Vi bestræber os på at være en fuldt ud levende kirke i åndsfællesskab så tæt, at verden ikke kan gøre det efter. Vi spiser sammen, spiller musik eller fodbold sammen, gransker Skriften sammen, griner og græder sammen - altsammen som fundament for at kunne udleve troen, sprede evangeliet, danne huskirker og gøre flere disciple. Missionsbefalingen lød jo nok engang:


"Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple" (Matt 28,19)


Jeg håber, at enhver, der læser dette, stor eller lille, ung eller gammel, nyomvendt eller skriftklog, vil kontakte os og komme forbi. Holder vi os for os selv, kan Åndens frugter - kærlighed, tålmodighed, trofasthed o.s.v. - slet ikke gro, for der er ingen, vi kan tjene, andre end os selv. Går vi derimod med begge ben ombord i hinandens liv, skænkes vi, udover nødvendig støtte og discipeltræning, en himmelsendt mulighed for at tjene andre og bære de frugter, som vi er kaldet til. Som der står skrevet:


“Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner.” (Joh 15,13)

Man kan komme i kontakt med os her på siden eller på facebook:

Det ville glæde mig helt utroligt at høre fra dig og endnu mere at møde dig.

Vi er trods alt søskende.

Gud være med dig!


159 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page