Fællesskab med andre troende (I af II)

Eller: Hvordan jeg kom til huskirkeprojektet.

“Gud Herren sagde: Det er ikke godt, at mennesket er alene” (1 Mos 2,18)

Før jeg hørte Jesus kalde, var jeg alene. Jeg var blandt mennesker og boede sammen med mennesker, men mit hjerte var fjernt fra alle og enhver. Jeg stræbte efter at lykkedes som musikskaber, og min stræben havde opslugt mit liv i sådan grad, at jeg var blevet spærret inde dybt i mig selv kun med mine egne tanker som selskab. Min computer var tættere på mig end noget menneske, og jeg var overbevist om, at jeg var helt tilpas sådan. Fællesskab var ikke noget, jeg søgte i oprigtighed, da jeg hverken forstod, hvad det egentlig gik ud på, eller overhovedet kunne overgive mig til mennesker.

“Husk ikke på det, der skete tidligere,

giv ikke agt på fortiden;

nu skaber jeg nyt,

nu spirer det frem, ved I det ikke?” (Es 43,18)